SANDHEDEN OM SALGET AF PLAZE !

Ucensoreret fortæller Peter "Rimini" Marquardsen her hans version om salget af diskotek The Plaze:

Der har været mange historier om hvorfor at jeg solgte diskotek The Plaze i Nykøbing F i juni måned 2008. For at der ikke skal opstå nogle løse rygter, vil jeg derfor gerne præcisere hvorfor jeg har gjort det. Der er 2 store grunde til min beslutning: Den ene er at jeg ønsker at give min familie mere opmærksomhed, end jeg har gjort tidligere. Et er nemlig at man skal være til disposition hele ugen for at forberede åbningerne til diskoteket, men et andet er at jeg for det meste har skullet være fysisk alene på stedet som bestyrer i den reelle åbningstid - og det trak tænder ud specielt for min familie.

Hvad der satte prikken over i'et for mig, var dog den fænomenale avis der kaldes "Folketidende". Til jer der ikke kender denne avis kan det fortælles at det er den største avis som regionalt dækker Lolland-Falster området. Problemet er at avisen er en decideret sensationsavis - det vil sige at alt man hører på redaktionen, der har en lille smule interesse for læserne, banker man op til at være de helt store forsidehistorier. Derfor er der ikke plads til Plaze i en provinsby som Nykøbing F - ihvertfald ikke på den måde som jeg gerne ville drive stedet, som et stort internationalt diskotek, der via alle sine arrangementer og besøgende af kendte kunstnere, events og DJs tiltrækker sig meget opmærksomhed.

Der er ingen tvivl om at Folketidende fra starten af har været efter Plaze siden det åbnede, først med den ene negative historie efter den anden - baseret på yderst latterlige og små dumme historier, der hovedsagelig er kommet fra teenagere, som gerne ville have opmærksomhed. Det eskalerede op til april måned i år med en super saftig forsidehistorie.

Plaze har altid været kendt for sine store skumfester. Hver gang op til, og i slutningen af sommeren har vi afholdt de populære fester med super sommerferie stemning. Men næ nej - det skulle der også sættes en stopper for! Et par unge teenagere havde overhørt DJen i forbindelse med en dansekonkurrence for sjovt have sagt i mikrofonen "Det er også tilladt at have sex i skummet" - og VUPTI - hvad stod der mon på sensationsavisen på forsiden om mandagen ?? Jo - "Diskotek udlover sprut for sex i skummet" .... ja, man tror det er løgn - men den er god nok! Det betød så 2 ting: at mange forældre til unge under 18 forbød deres unge til at komme på diskoteket for "det kunne man da ikke - det var forfærdeligt" og jeg oplevede sågar trusler fra en vred far da jeg var ude og handle med min datter i Kvickly. Faren spurgte om jeg var ejer af Plaze - da jeg så sagde "ja" fortsatte han "hold kæft hvor er du et perverst svin" .... i det øjeblik tænkte jeg - "nu må det være slut".

Samtidig havde artiklerne i Folketidende også medført at der var et øget pres fra politiets side. Man ønskede nu pludselig at den gamle, usaglige bevillingsregel om at de unge under 18 skulle smides på gaden inden klokken 2 (et punkt som Nykøbing F vedtog for 4 år siden som den eneste kommune i Danmark) skulle udføres med 100% nøjagtighed. Der var ingen tvivl om at missionen var at Plaze skulle lukke, under den opmærksomhed man nu gav stedet. Der er nemlig ingen muligheder for at sortere 600-1000 mennesker i en A og B gruppe til store events, så politiet vidste udemærket godt at vi havde et massivt problem, alligevel fortsatte man hetzen, og troppede op med bøder, bøder og endnu flere bøder hver evig, eneste åbningsdag. Derfor mistede vi til sidst mange af de unge kunder, der istedet faldt til nabokommunerne, eller smadrede ting eller sågar hinanden på gaderne istedet.

Jeg valgte efter al denne påstyr at droppe projektet og sælge stedet, da jeg ærlig talt ikke gad den store hetz der var fra både avisen, og dermed også politiet og myndighederne generelt. Jeg synes naturligvis det er virkelig synd at der ikke er plads til et sted som Plaze i en by som Nykøbing F, og jeg er slet ikke i tvivl om at stedet havde kunnet fungere mange år endnu, hvis man kunne have flyttet hele bygningen bare op til Storkøbenhavnsområdet.

Til sidst vil jeg gerne udbringe en stor tak til alle de mennesker der lavede stedet til en bombende succes i de 3 år med det koncept, vi fra starten havde lagt for dagen: At være Danmarks nummer 1 diskotek og være trendsættende for alle andre diskoteker i Danmark, for det lykkedes! Specielt respekt til Glenn & Chris Rasmussen, der fik det hele sat i værk. Lars Poulsen og brormand der fik åbnet det, Michael Møller for sin forståelse, og ikke mindst alle jer kanon fede partypeople der festede igennem med fuld tryk - specielt til vores PTN (Plaze Techno Night), der nu er blevet kopieret i hoved og røv :-)

Det må nu være op til den nye ejer at køre Plaze videre, men jeg ved med sikkerhed det ikke holder vand med samme koncept. Det er Nykøbing Falster slet ikke til, og vi kan ikke fylde det store hus uden alle dem fra 16 til 18 med det sydlandske koncept hvor man gir den gas. Alligevel held og lykke herfra med tyrolerfesterne og jazzaftenerne, det kan være det er netop det, der skal til i en by som Nykøbing F, hvor en avis som Folketidende tilsyneladende kan tillade sig alt, og hvor folk generelt æder det råt. Et råd til alle, hold jer langt væk fra den avis, og udtal jer aldrig til dem, det kan ramme jer hårdt senere !

Jeg selv har nu brug for en lang pause efter denne omgang, og så må vi se hvad fremtiden bringer .... Stay tuned partypeople :-)


RIMINI-PETER STOPPER PÅ PLAZE !